I dag var drengenes første officielle efterårsferiedag. Vi havde en hyggelig tur til midtbyen, hvor de fik lov at få noget de ønskede sig fra BR og de legede så godt sammen med deres nye legetøj, da vi kom hjem.
Nu sover de små spradebasser trygt og godt, og jeg har forsøgt at lege lidt med bloggens udseende. Ikke nogen nem opgave, for en autodidakt webdesigner som vel at mærke autodidakterede sig selv for ca. 10 år siden! Nu har jeg brygget mig en hjemmelavet, økologisk the af ingefær og citron (opskrift: skær nogle stykker ingefær og en skive citron, hæld kogende vand på og pres evt. ekstra citronsaft i). Min aftensnack er sund, da jeg forbereder mig på snart at møde min lille pige. Årstiderne bragte os friske hindbær og en pakke Rawbite, som jeg har tænkt mig at tage med på hospitalet om ca. en uge.
Det er nemlig næsten to uger siden jeg fik "dommen"; at jeg, så vidt de kan presse mig til det, SKAL have et tredje kejsersnit. Jeg var noget målløs, da det bestemt ikke er den besked de foregående læger har givet mig. Faktisk blev jeg ret ked af det. Og så stak de mig en tid til indgrebet to uger senere - er jeg den eneste der gerne vil have længere varsel hvis jeg skal opereres? Min hjerne kom på overarbejde og jeg var chokeret, skuffet, bange og ked af det. Og som om det ikke var nok, så var tiden til kejsersnit ret tidligt i min graviditet. Så ikke alene følte jeg at det ville være et overgreb mod mig, men jeg følte også at det ville være et overgreb mod min lille pige som vokser så fint i min mave efterhånden, og som viser masser af trivselstegn (spark, vejtrækningsøvelser, hikke mv.).
Efter en del besvær fik jeg flyttet tiden 5 dage frem. Hun får 4 dage ekstra i min mave. Det er så trist at graviditeten skal slutte sådan, med mere bekymring og en smule sorg. Det bliver jo nok mit sidste barn, da jeg simpelthen ikke tør gå igennem endnu et kejsersnit. Ved ikke hvordan jeg kommer igennem det denne gang, Jeg prøver at fokusere på det positive, men graviditeten har været lidt stressende fordi vi jo gik til kontrol og var så bange for at noget var galt allerede fra uge 23. Kort forinden døde min kærestes mor og det har bare været meget at skulle igennem på én gang. For ikke at nævne at jeg kastede op dagen lang, så mine øjne blev blodskudte, de første måneder af graviditeten. Men nu er det om noget virkeligt tid til at holde øjnene på gevinsten; forhåbentlig en dejlig, rask, smuk og nuttet og allerede meget elsket lille baby. Vi kender hendes fødselsdag, vi ved hun er en pige, men vi kender hende jo ikke endnu.
Selve det at kende dagen er noget underligt noget. En lille del af mig håber måske at fødslen går i gang inden, at jeg kan føde "rigtigt" og at det hele går "rigtigt" til. Jeg har så meget modvilje og angst for det kejsersnit. Jeg føler mig ramt på min kvindelighed - tænk at jeg ikke er i stand til at FØDE børn? Og jeg føler mig ramt på min moderfølelse - jeg kan ikke give min baby den "bedste" fødsel. Og jeg føler jeg går glip af noget, for det er oprigtigt talt ikke hyggeligt at ligge der med drop i hånden, kniv i maven, ilt i næsen, morfin i blodet og hætte/maskeklædte fremmede mennesker over én hele tiden.
Når det så er sagt, så HÅBER jeg at alle disse tanker vil forsvinde hvis alt går godt (at jeg ikke forbløder, ikke bliver lam af bedøvelsen, at lillepigen ikke får vejrtrækningsproblemer eller infektion). Forhåbentlig kan jeg atter se det som dét det i virkeligheden forhåbentlig er; én enkelt lillebitte dag ud af rigtigt mange sammen med min datter. Som måske ikke forløber efter bogen, eller som for de fleste, men som alligevel bliver en af de 3 bedste dage i mit liv hvis alt går vel; den dag hvor jeg møder mit barn. Jeg har gjort det jeg KUNNE gøre, hvilket er at flytte den dag til en graviditetsuge hvor det er normalt at få planlagt kejsersnit. Det er en stor sejr for mig at jeg trods alt kan give hende det. Men jeg ved at det ikke nødvendigvis er lykken at vide alt. For jeg ved hvad jeg går ind til og hvornår. Og jeg er dødsenshamrende angst og bange for at jeg fortryder det bagefter. Men som det ser ud nu, så må jeg stole på at det er den bedste og mest sikre løsning for min lille spirrevip - som iøvrigt er meget aften- og natteaktiv, men det har hun næppe fra fremmede!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar